Kald det bare interpassiv


Interaktiv. Den elektroniske tidsalders mantra og modeord. Forbundet med multimedier, kunst og pædagogik, fest og farver, frihed og fremgang. Men ordet er løgn og stammer fra latin

Av Hans Bandmann, journalist, forfatter og sjef i forlaget INTROITE!. som utgir humanistisk og samfunnskritisk litteratur

Det Danske Filminstituts nye dokumentarfilm "Forestillinger", lanceres som en interaktiv produktion, hvor den enkelte seer selv bestemmer udviklingen. Men intet kan være mere forkert.Seeren bestemmer ikke noget som helst som ikke er givet på forhånd. Der er er godt nok 1.400 små filmklip af en samlet længde på 24 timers spilletid at vælge imellem og man kan selv vælge rækkefølgen. Men hvor mange muligheder skal der til før det kan kaldes interaktiv og kan man overhovedet tale om begrebet interaktivitet i forbindelse med film, tv, computerspil eller digital kunst? Gør mediet personen eller kommunikationen mere interaktiv?Ordet interagere defineres i ordbøgerne som at 'indgå i et samspil', at 'påvirke hinanden' og at 'virke gensidigt' og ordet interaktiv sættes lig med ordet vekselvirkende. Hvis man taler om at 'påvirke hinanden' må det vel indebære et socialt forhold, der blandt andet er karakteriseret ved at der indgår mennesker, der kan påvirke hinanden i et fysisk rum. Ta' f.eks. en boksekamp. Det turde være tydeligt for enhver, at der sker noget mellem de to boksere. De bevæger sig efter deres egne ideer og de bevæger sig som reaktion på modstanderens bevægelser. De forcerer og undviger, finter og slår. Begge har deres egen dagsorden for, hvordan de vil bevæge sig, samtidig med at de får mulighed for at agere spontant og intuitivt, når næste slag skal sættes ind. Ingen ved, hvordan kampen udvikler sig. Selvom den udspiller sig indenfor nogle faste rammer og regler er kampen uforudsigelig og giver uanede muligheder for spontane handlinger, som modstanderen må reagere på. Meget mere interaktivt kan det vel næppe blive.I modsætning til det såkaldte interaktive tv. Der kan godt nok være fire eller femten kameravinkler til en fodboldkamp man ser på tv og man kan så vælge fra hvilken vinkel man ser kampen. Man sidder helt stille og klikker kun på fjernkontrollen. Det mest interaktive i den forbindelse, er vel når man bliver nødt til at rejse sig og hente mere øl fra køleskabet, mens der er en pause i kampen. Til gengæld er spillerne på banen, om nogen, midtpunkter og hovedrolleindehavere i et 90 minutters hektisk og særdeles interaktivt spil.

Interaktion er spontan
Kan en film eller computer være spontan? Kan en bevægelse med højre eller venstrehånds pegefinger kaldes for en interaktiv handling eller social vekselvirkning?Rent fysisk sidder vi som regel ned på en stol, har skærmen, tastaturet og musen foran os på et bord. Selve bevægelsen består sådan set kun i at bevæge fingerrodsleddet et par centimeter op og ned. Vi bruger ikke en tiendedel af pegefingerens muligheder for bevægelse, vi strækker ikke engang fingeren ud eller bøjer den sammen og vi bruger ikke de to yderste led.En computer reagerer på et klik, der aktiverer elektroniske beregninger, som andre har lagt ind i det pågældende software. Alt software er i sin natur forprogrammeret. Hvad enten det drejer sig om websider, computer eller et tv-spil, en cd-rom eller lign. Alt er her bestemt i forvejen. Intet er overladt til tilfældigheder og derfor er der ingen mulighed for at deltagerne at reagerer spontant. Det er åbenlyst, at det elektroniske isenkram i virkeligheden er den aktive part, den udfarende, der via sine programmer bestemmer, hvilke muligheder spilleren har for at komme videre.Selv den mest sofistikerede fly-, skibs- eller lastvognssimulator er forprogrammeret og kan ikke tage højde for alle former for menneskelige reaktioner. Man kan måske få den tro at man føler, at man reagerer spontant, hvad enten man spiller voldsspil som Counter Strike eller Hitman eller mere uskyldige undervisningsspil i skoleklassen.Selv når der sidder flere i samme rum og spiller mod hinanden er interaktiviteten begrænset og uforløst, dirigeret af spillets indbyggede muligheder, en vekselvirkning der hviler på forudbestemte og fastlagte koordinater, man ingen indflydelse har på.At kalde det interaktivt er noget af en overdrivelse. Så er der mere interaktion over et godt gammeldags spil ludo, hvor et tilfældigt kast med terningen afgør retningen. Rent mentalt sker der noget i hjernen, når det der postuleres at være interaktivt i virkeligheden er forprogrammeret. Den svenske ingeniør Ulf Lindblom, udtalte i 1998 til ugebladet Ingeniøren, at computeren er et fascistisk medie, fordi det er med til at kontrollere vores hjerneaktivitet og dermed forhindre mennesket i at være kreativt. Den franske urbanist og fremtidsarkæolog Paul Virilio siger i bogen, Cyberworld - det værstes politik: "Vi står over for et interaktivt fænomen, som tendentielt er i en position hvor det kan berøve mennesket dets frie vilje, for i stedet at lænke mennesket til et system af spørgsmål-svar, som er uden forsvar." Kan man overhovedet tale om at mennesket kan have et socialt vekselvirkende forhold på afstand. Næppe. Man kan være i kontakt med en eller flere i de såkaldte interaktive chatrooms på nettet, men det er en kontakt der er afhængig af strøm. Den er let at slukke for og fratager dermed de involverede ansvaret for egne handlinger, hvilket som bekendt er meget sværere, hvad enten der er tale om en boksekamp eller et teselskab.

Interaktivitet i flæng
Alle taler om interaktivitet, bruger ordet i flæng og forestiller sig en betydning, hvor menneske og maskine kan kommunikere og påvirke hinanden og sig selv, for dermed at genere ny viden og nye erkendelser.Den danske minister for kultur, Brian Mikkelsen, lægger endnu en forvirrende betydning i ordet, når han i en god sags tjeneste i en tale 12. marts 2003 om børn og bøger siger: "I en tid med et bombardement af billeder fra fjernsyn, biografer og computer, skal vi huske, at bøgerne er det mest interaktive medie, hvor vi selv skaber billeder og tanker fra historierne." Her ser vi en ny variant af brugen af ordet interaktiv. Måske kunne det her bare kaldes selvaktivitet, det er i hvert fald en dialog man fører med sig selv og det er der jo ikke så forfærdelig meget interaktivt over. Ud over, at det selvfølgeligt kræver en vis form for fysisk aktivitet at bladre i en bog. Den mest ægte, enkle og nøgne form for interaktivitet i ordets egen betydning opstår i menneskets fysiske møde med et andet menneske. Enten mødes man og kommunikerer på en eller anden interaktiv måde eller også går man over på den anden side af gaden for at undgå det menneske der kommer imod en og så bliver der ikke meget original interaktion over den affære. Men det, at man skiftede fortorv kan selvfølgelig godt siges at være et udtryk for interaktion, om end i en noget tavs udgave. Den samme tavse aktivitet, som når man spiller bold op ad en mur eller strikker med rundpinde.

Kald det bare interpassiv
Ordet interaktivitet er som led i den teknologiske retorik i bund og grund et falsk begreb. En hype, et postuleret og overvurderet plusord, der kun ægger til passivt forbrug og sansetab.Første del af sammenstillingen i ordet interaktiv er ordet inter. Det er et forled, der stammer fra latin og relaterer sig til begreber som "mellem" og "imellem". Anden del er ordet aktiv, der ligeledes udspringer af den latinske betegnelse "at agere", altså at handle og være virksom. Når ny teknologi velsignes som interaktiv kan det som beskrevet, højst siges at være både løgn og latin. Langt mere præcist ville det være om ordet interaktiv erstattes med ordet 'interpassiv', men det er der måske ikke så meget salg i.

(Søndag Aften )